HC Odense er fortsat i 1. division

Med en overbevisende sejr på 21-28 over Rækker Mølle spiller HC Odense også i den næstbedste række i sæsonen 2019-2020.

Med sejr i den første kvalifikationskamp over Rækker Mølle skulle HC Odense kun bruge 1 point for at sikre overlevelse i 1. division. 
Taktikken op til returkampen var simpel – hurtige kontraløb og et koncentreret 6-0 forsvar skulle sikre sejren i Rækker Mølle. En taktik som igennem hele 1. halvleg blev fulgt til punkt og prikke, og var medvirkende til at HC Odense kunne gå til pause foran 11-14 – en føring der kunne have været større, hvis ikke store chancer var blevet forspildt.

Efter pausen blev angrebsspillet mere effektivt, og chancerne omsat til mål. Samtidig lukkede Loke Brasen fuldstændig af i HCO-målet, og efter 40 minutters spil var forspringet således udbygget til 20-11. Herefter var kampen reelt afgjort, og der gik lidt luft af HCO-ballonen. Forspringet blev holdt til slutfløjtet, hvorefter den helt store jubel kunne bryde løs blandt spillere, ledere og ikke mindst de mange HCO-støtter, som havde taget turen til det vestjyske. 

Det var naturligvis en stolt og glad HCO-træner, Martin Hjortshøj, som efter kampen havde følgende kommentar – “Jeg har netop rost spillerne for at have ydet en enorm træningsindsats de sidste par måneder. Vi omkring holdet har nok været nogle af de få i klubben, der reelt troede på, at vi kunne nå at redde os. Nu kan der komme lidt ro på, og så kan vi begynde at forberede os til næste sæson.”