HC Odense er i 1. division!

I den vigtigste kamp i klubbens historie leverede HC Odense en formidabel indsats, og gjorde arbejdet færdigt i første forsøg. Med aftenens sejr 26-19 på over Svendborg HK sikrede HC Odense sig, at der efter sommerferien står første division på programmet.

Af Michael Hansen.

Spillerne og trænerteamet faldt hinanden om halsen, da slutfløjtet lød. Følelserne hos aktørerne på og både og udenfor banen fik frit løb, da det stod klart, at oprykningen ikke kunne glippe. Missionen var endelig lykkedes, og kulminationen på flere måneders benhårdt arbejde fik den perfekte eventyrlige afslutning.

Et kæmpe tillykke til alle i og omkring holdet, sponsorer, sportschef, tilskuere osv. Drengene fortjener virkelig ros efter denne sæson. De har givet os mange gode oplevelser, men intet topper aftenens præstation.

HC Odense lagde ud uden nogen former for nerver. De buldrede derudaf og gav Svendborg HK en lektion ud i godt kontraspil og forsvaret foldede sig ud og lukkede Svendborg HK helt ned i kampens første 11 minutter. 7-0 var stillingen inden Svendborg HK fik deres første mål, men HC Odense havde ikke tænkt sig at give ved dørene. De fortsatte det målrettede spil og virkede på ingen måde tynget af kampens betydning. De spillede bare løs, og igennem til gode chancer angreb efter angreb. 3 minutter før pausen bombede Christoffer Werenberg bolden i kassen til 14-4, og HC Odense havde tingene fuldstændig under kontrol.

Op mod pausen kom Svendborg lidt bedre med, men HC Odense gik til pause med en solid føring på 15-7.

I anden halvleg tog HC Odense brodden af kontrafasen, og spillede klogt en masse tid af klokken. Pausen blev også brugt til at sætte Kasper Kousholdt på kassen, og han leverede mange fine redninger.

Angrebsspillet i de første 45 minutter fungerede fremragende og chancerne blev udnyttet godt. Det blev 20-10, da kampens spiller Werenberg bombede bolden ind i kassen til sit syvende mål i kampen. I kampens sidste kvarter begyndte Svendborg HK at komme bedre med, men sejren var aldrig i fare.

Det endte med en omgang målbytning, men det var fuldstændig ligegyldigt for HC Odense vandt kampen med 26-19.

Et kæmpe tillykke til gutterne og alle i og omkring HC Odense. Målsætningen lykkedes, og drengene fortjener kæmpe ros for at levere hele sæsonen igennem, samt præstere under det kæmpe pres, som det har været at være favorit i samtlige kampe.

Næste kamp er allerede på tirsdag i Santander Cup, hvor FIF kigger forbi i Dalumhallen. Kickoff er klokken 19.15