Det startede ud som en lige affære i Dalumhallen, men da HC Odense først fik slået hullet til aftenens gæster fra FIF, så udeblev spændingen. HC Odense vandt kampen med 27-20 efter at have ført med 10 en overgang. De avancerer dermed til 6.runde i Santander Cuppen.
Af Michael Hansen
Hvis man frygtede, at truppen stadigvæk var ramt af tømmermænd efter fredagens store oprykningsfest, så mandede HC Odense hurtigt de bekymringer helt i jorden. De kom godt ud, og virkede afklaret på den opgave, som de skulle løse.
Kampens start var meget lige, hvor FIF som vanligt lagde ud i et offensivt forsvar. Det skulle HC Odense-holdet lige indstille sig på, men da Niklas Andreasen med en klassisk kig-væk- finte satte en FIF-forsvarer på halen og scorede kampens første mål, spillede HC Odense sig igennem efter velbehag. FIF var dog ikke sådan at ryste af, og efter 13 minutter var stillingen 5-4 til HC Odense, men så fik HC Odense for alvor fat i deres stærke defensiv og holdt FIF fra fadet. De udnyttede det gode forsvar til at slå et 4 måls hul og holde FIF på en enkel scoring i 9 minutter. 9-5 var stillingen efter 22 minutters håndbold.
Pausestillingen var 12-8. HC Odense spillede sig igennem FIFs bagerste kæde konstant, og det gjorde, at de kunne styre kampens forløb.
FIF brugte pausen til at introducere, det meget udskældte, 7-6 spil. Det gav bonus i starten af halvlegen, hvor det voldte de orange drenge problemer. Det gjorde, at FIF kom lidt med igen 12-10 efter 35 minutter. Men så fandt HC Odense igen det gode forsvarsspil frem, og vekslede FIFs 7-6 til at vise, hvordan man rammer det tomme mål. Specielt Casper Juul var skarp ud i den disciplin.
Midtvejs i anden halvleg havde drengene slået et hul til 20-13, og kampen syntes afgjort. FIF prøvede at kæmpe, så godt, de havde lært, men HC Odense løste alt, som de kom med. HC Odense var taktisk velindstillet og med uhørte få fejl. FIF havde ikke mere tilbage, og HC Odense benyttede chancen til at bruge bænken.
De sidste 7 minutter fik nogle af de unge drenge lov til at komme ind og vise sig frem. Det gjorde, at FIF fik pyntet lidt til slut. 27-20 blev slutresultatet. Drengene er dermed videre til Santander Cuppens 6. runde. Lodtrækningen foretages en af de kommende dage.
HC Odense- FIF 27-20 (12-8)
HC Odense:
Andreas Banggaard 5, Christoffer Werenberg 4, Casper Juul Larsen 4, Lasse Laursen 3, Mark Aamann Madsen 3, Mathias Pilgaard 2, Morten Glasius 2, Niklas Andreasen 2, Lukas Risum 1 og Tim Niemeijer 1.
FIF:
Chris Cordin Jønsson 3, Jeppe Villumsen 3, Andreas Bebe Hansen 2, Rói Berg Hansen 2, Simon Lindholdt 2, Mathias Weirup 2, Mikkel Campbell 2, Jakob Jørgensen 2, Mads Sebastian Schou 1 og Casper Alexander Wager 1.