HC Odense har med virkning pr. 01.07.2018 skrevet en 2-årig kontrakt med den fynske ligamålmand Mathias Høyer Mosel.
Mathias kommer til HC Odense fra TM Tønder, hvor han i indeværende sæson har været en del af deres målmandsduo. Før Mathias kom til TM Tønder, vogtede han målet i GOG på deres 2. divisions hold, og var ligeledes en del af ligatruppen, og han fik flere kampe i ligaen i GOG.
I denne sæson er det blevet til en enkelt optræden på rundens hold i herreligaen efter en pragtkamp ude mod Skjern, hvor redningsprocenten nåede 50 %.
Mathias siger om sit skifte: Jeg er utrolig glad for at blive en del af HC Odense Herrehåndbold, efter Odenses oprykning, og med deres professionelle setup ser jeg det som et naturligt match for mig, da jeg samtidig er bosiddende i byen og studerer på SDU, så passer det rigtig godt ind i min hverdag. Jeg har store forventninger til de kommende sæsoner og glæder mig meget til at arbejde sammen med Loke, således at vi kan udgøre et stærkt makkerpar i målet, vi er både kollegaer og konkurrenter, men det vigtigste er, at holdet præsterer og vi får flest mulige point.
Sportschef Sune Gren: Jeg har gennem de sidste sæsoner fulgt Mathias´ udvikling tæt, og med TM Tønders nedrykning og det faktum at Mathias bor i Odense, gjorde det det ret nemt for mig, da jeg skulle sætte retningen for en ny makker til Loke Brasen i målet. Jeg er rigtig glad for, at Mathias ser de samme perspektiver i HC Odense, som vi selv gør, og det at vi kan hive en ung, men rutineret målmand ind på en 2-årig aftale, er noget vi er rigtig glade for, det betyder meget for os at have ro på den position.
HC Odense Herrehåndbold