Ny sæson starter op

Spillerne i HC Odense Herrer har ikke ligget på den lade side her i sommervarmen. Der er blevet løbe- og styrketrænet hen over sommeren, og der er i går og i dag lavet en række styrketests af alle spillerne. I morgen samles spillerne igen, og her står der løbetest på menuen. Det får sveden til at springe frem – og det er ikke blot sommervarmens skyld.
 
Fra næste uge går den rigtige håndboldtræning med bold i gang. Efter et par dages træning i næste uge, tager hele 1. divisionstruppen på 18 spillere samt trænerstaben på træningslejr fra den 2. – 5. august i Tønder. Her skal der blandt andet spilles 2 træningskampe mod liganedrykkerne fra Tønder. Den første kamp spilles torsdag den 2. august og den anden kamp spilles søndag den 5. august. Ind imellem disse kampe bliver der lagt max vægt på træningspas med spilsystemer.
 
Vi glæder os til den nye sæson!