De orange drenge fra HC Odense fik deres revanche og mere til denne fredag aften. De kontrollerede kampen fra start til slut, og levnede ikke modstanderen fra Give en reel chance. De vandt kampen med 32-23 i en af sæsonens bedste præstationer, og hvad vigtigere er, så er de nu bedre indbyrdes end alle konkurrenterne i toppen af rækken.
Af Michael Hansen
Det var en feststemt kulisse udenfor banen, men også på banen blev der leveret lækkerier i begge ender. Begge fløje, Mikkel Søby og Tim Niemeijer havde en intern kamp om, hvem der kunne score de flotteste mål og leverer de bedste finurlige detaljer.
Kampens vigtighed var ikke til at tage fejl. Vandt HC Odense så ville de skabe et solidt hul til konkurrenterne, mens et nederlag ville åbne rækken helt op igen. Man kunne derfor frygte, at kampens betydning ville influere på spillet. Den frygt var fuldstændig ubegrundet og blev hurtigt gjort til skamme, da HC Odense kom bludrende ud fra omklædningsrummet, og tog dirigentstokken fra første fløjt.
Det var i alle spillets facetter, at der blev leveret. Give blev lukket ned af et godt indstillet HC Odense hold, mens angrebsspillet flød og spillede sig igennem efter velbehag. De mange chancer blev effektivt omsat med mål på stribe. Først smækkede bagkæden seks missiler i kassen. Det fik Give til at gå længere frem, hvilket gjorde, at HC Odense blot spillede fløjene og stregene frie i stedet.
Første halvleg blev afsluttet med en stående ovation fra publikum. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det for drengene spillede fejlfrit. Det var svært at finde hårene i suppen efter den præstation i første halvleg. HC Odense førte med 17-9. Give kunne simpelthen ikke skyde sig igennem HC Odense firblok eller stoppe deres angrebstempo.
Tendensen var den samme efter pausen, hvor HC Odense hidsigt gik efter at lukke kampen helt ned. Det lykkedes til dels, men Give kæmpede ufortrødent videre, selvom HC Odense moste på. Give prøvede at ændre kampens karakter med et offensivt forsvar, men intet kunne ryste HC Odense i aftenens topkamp. De fortsatte på bølgen og spillede sig stædigt igennem gang på gang. Niklas Andreasen scorede på gennembruddene.
HC Odenses kryds – og presspil splittede Gives centrale forsvar helt af. Give var ikke tæt på at komme op. HC Odense trådte speeden i bund, og gav den fyldte hal en lektion i, hvordan håndbold skal spilles, når alt fungerede. Det var bare at sætte sig til rette og nyde håndboldoplevelsen. 32-23 viste tavlen ved afslutningen af kampen.
Med dagens sejr slog HC Odense et gedigent hul til deres konkurrenter. Forspringet er nu på fem point. Der resterer seks kampe for gutterne. Missionen omkring 1. division ser lovende ud, men Martin og gutterne har kun fokus på en kamp af gangen.
Kampen i tal.
HC Odense- HK Give Fremad 32-23(17-9)
Målscorer HC Odense:
Andreas Banggaard 7, Niklas Andreasen 5, Lasse Laursen 5, Tim Niemeijer 4, Mikkel Søby 3, Christoffer Werenberg 3, Mark Aamann 3, Mathias Pilgaard og Morten Kirkeby 1.
Målscorer HK Give Fremad:
Jakob Zonner 6, Simon Bohnfeldt Madsen 6, Sebastian Hansen 2, Mads Overgaard 2, Jesper Johannesen 2, Chris Bust 2, Rolf Hessellund 2, Anders Bøtcher 1