HC Odense kontrollerer AGF ud af banen

Det blev endnu en gang HC Odense, som tog sejren foran små 500 tilskuere. Efter en pause føring på 12-7, cruisede HC Odense kampen hjem og benyttede hele bænken. Det betød, at alle markspillere kom på tavlen. 24-18 endte kampen.

Af Michael Hansen

I en festklædt Dalumhal skulle den endelige oprykning fejres, og det lykkedes til fulde, selvom der var lidt startvanskeligheder, så fik HC Odense gradvist styr på det.

AGF havde tænkt sig at udfordre og ødelægge lidt af festen i Dalumhallen. De lagde friskt ud og førte 3-5 efter 13 minutters håndbold. HC Odense fik dog kontakt ved 5-5 og tog kort efter føringen. Derfra kom AGF aldrig rigtig tæt på igen. De første 20 minutter var en rigtig herrefight, hvor der blev givet og taget i begge ender. Op mod pausen spillede HC Odense skarpt og fortjenesten kom derefter, da de gik til pause foran 12-7. En flot defensiv gav gode arbejdsbetingelser for de orange.

AGF kom lidt bedre med efter pausen, hvor de hurtigt spiste et par mål af HC Odenses føring. Det var i en periode, hvor HC Odense stressede lidt i angrebsspillet og tog nogle satsede beslutninger. Anden halvleg blev også brugt til at bringe bænken i spil, og alle leverede fine præstationer og bidrog på måltavlen.

HC Odense fandt tilbage til de gode dyder og skabte igen god afstand til gæsterne. Men gæsternes Mathias Farsø ville ikke give op, og AGFs bedste holdt ene mand aarhusianerne sådan nogenlunde inde i kampen.

Stillingen inden de sidste 10 minutter var 20-17. Tættere på kom AGF ikke, og HC Odense kørte stille og roligt kampen i hus. Kampens bedste Casper Juul spillede flot den modsatte fløj, Morten Glasius fri til scoring, og da Morten Kirkeby kort efter lukkede festen, så sluttede kampen med en 24-18.

Næste kamp for herrerne er på tirsdag, hvor Team Sydhavsøerne kigger forbi til en spændende kamp.

Kampen i tal

HC Odense- AGF 24-18 (12-7)
HC Odense: Morten Kirkeby 5, Casper Juul 4, Andreas Banggaard 3, Mark Aamann 3, Magnus Nowak 2, Christoffer Werenberg 2, Lasse Laursen 2, Morten Glasius 1, Lukas Risum 1 og Mathias Pilgaard 1.

AGF: Mathias Farsø 7, Christian Tækker 3, Niels Petersen 3, Andreas Kolding 2, Marius Just 2 og Jacob Worsøe 1.