HCO stilling

HC Odense sikkert videre i pokalen

En flyvende start, hvor HC Odense holdt Køge fra scoring i 13.45 gjorde, at de orange tidligt fik kontrol på kampen, og tættere på end – 3 kom gæsterne ikke denne aften.

Der var dømt tredje akt i sæsonen mellem HC Odense og Køge denne tirsdag aften i Dalum. De hidtidige møder klubberne i mellem var blevet delt med en sejr til hver.

Det var et motiveret Odense-hold, som fra start ønskede at sætte sig på tingene, og ved stillingen 6-0 var der tale om en decideret drømmestart for værterne. Missionen om at komme godt fra land lykkedes til fulde.

Op mod pausen brugte HC Odense bænken, hvilket gjorde at gæsterne kun gik til pause bagud med 15-12. Det var egentlig et par mål i underkanten kampens forløb taget i betragtning. Tilskuerne jublede mest, da Mark og Malmberg kom på banen.

Efter pausen startede a-kæden atter på banen. Det gav luft på tavlen. Hurtigt kom gutterne på 6-7 måls forskel. 
Det gjorde, at U18-spilleren Mathias Rau modtog et øredøvende bifald, da han fik sine første minutter på a-holdet. 
Køge forsøgte sig med et comeback, men ved stillingen 26-23 brændte deres store spiller Mads Vejby Hansen et straffe kast. Det betød, at HC Odense kørte en solid sejr hjem med 30-25.

Nu håber herrerne på at trække et ligahold, og gerne GOG i næste runde.

Forhåbentlig har dagens sejr givet et boost på selvtillidstanken. 

Allerede søndag er det en uhyrevigtig kamp, når drengene skal i kamp imod lokalrivalerne fra Otterup. Der er kampstart kl. 20.00.