Unødvendigt nederlag til HEI

Søndag aften var HC Odense på pointjagt i Jylland, hvor holdet mødte HEI, Skæring. Drengene kom godt fra start med en føring på 0-3 qua et bundsolidt forsvar og en velspillende Lasse Laursen på stregen. Som halvlegen skred frem, kom HEI bedre med – mest af alt på baggrund af misbrugte Odense-afslutninger. De to hold fulgtes herefter ad, og ved pausen var stillingen helt lige 10-10.

Efter pausen satte HEI sig på kampen, og HC Odense fortsatte med at misbruge et hav af store målchancer. HCO var flere gange tæt på at få kontakt med hjemmeholdet, men når så mange og så store chancer ikke eksekveres til mål, så bliver det svært at vinde håndboldkampe. 

Der er ikke tid til at dvæle ved det ærgerlige pointtab – næste vigtige kamp er allerede på lørdag, hvor HC Odense møder Randers HH i Odense Idrætshal. Der er kampstart kl. 19.30 – der er gratis adgang til kampen, og drengene har brug for al den opbakning, som de kan få.

Kampen i tal 
HEI -HC Odense 25-21 (10-10)

HEI: Jonathan Sørensen 5, Nicolai Nielsen 4, Frederik Krabbe 4, Rokur Akralid 3, Andreas Møller 3, Rasmus Just 2, Lasse Witt 1, Rasmus Barslund 1, Joachim Hansen 1, Jonas Christensen 1.

HC Odense: Lasse Laursen 5, Mikkel Søby 5, Morten Glasius 4, Andreas Madsen 4, Christoffer Werenberg 2, Mathias Pilgaard 1.